Sider

lørdag den 17. november 2012

opdateret opskrift på æbleskiver. Uden mælk og gluten !

Jeg har opdateret opskriften, så den nu også uden problemer kan laves i en glutenfri udgave, de smager ganske glimrende og held udmærket :)


Æbleskiver uden mælk og gluten ( og evt uden æg, fungerer dog bedst hvis de samtidig ikke også skal være glutenfri) glutenfri og mælkefri 

500 gram hvedemel (400 gram orange finax for glutenfri)
6 æg eller æggeerstatning svarende til 6 æg, jeg har bedst erfaring med "No Egg"
42 gram smeltet margarine/smør (flydende becel eller anden mælkefri)
42 gram sukker
½ liter soja eller havremælk
saft og skal af 1 1/4 citron
1 tsk salt
50 gram gær

Mælk lunes let og blandes med gær. Resten blandes i.
Dejen hviler 20-30 minutter og steges herefter i æbleskivepanden. Kan nydes med det samme eller fryses ned.

Skal det være ekstra hygge kan der med fordel kommes lidt sveske i hver, det smager nu meget dejligt, men er nok mest en sønderjysk tradition at gøre ;)



torsdag den 15. november 2012

Hvad skal jeg sy?

Jeg har masser af stof liggende, især til pigetøj.

Så hvis nu jeg skulle sy noget, hvilke størrelser skulle jeg så sy? Hvad skulle jeg sy? Kjoler, bluser, bukser, nederdele?

Hvad synes du?

Giver du en kommentar med på vejen? Har en ide om at få tømt ud i stofbunkerne, måske kommer der en stak til salg - men jeg er nødt til at have nogle ideer ;)

torsdag den 8. november 2012

Squashsuppe - på den sjove måde!

Vi har jo kun den sjov vi selv laver, ikke?
Forleden stod menuen på squashsuppe, efter eget valg fra sønnens side. Vi havde lige fået nye pastafarver ind af døren, så vi kan komme igang med at få lavet julegaverne til i år.

Han stod længe og beundrede farverne. "åhh mor, kunne det ikke være sejt hvis man kunne farve suppen?"
Joo det kunne det da, så han fik lov, vi lavede et fint lille mønster og ungen spiste glad og fro en giga portion.

Jeg må indrømme, at suppen er altså også ret lækker. Den er super let at lave mælkefri!

Squashsuppe - mælkefri og lækker!

1 stort løg hakket groft
2-3 fed hvidløg hakket groft
olivenolie
1 kg squash skåret i grove tern
6-7 dl grøntsagsboullion - gør endelig dig selv den tjeneste og brug en lækker en som f.eks Herbamare
2½ dl havrefløde eller soyafløde - vi foretrækker Oatlys havrefløde

Løgene steges kort, uden at tage farve. Squash tilsættes og steges ca 5 minutter. Boullion hældes ved og simrer med låg i 20-30 minutter, til squash er helt mør.
Det hele blendes sammen med fløden og smages til med salt og peber.

Skal det være super lækkert så rist lidt bacon til topping. Et dejligt groft stykke brød eller flute er heller ikke af vejen!
Men husk, vi har kun den sjov vi selv laver, og mad kan hurtigt blive så kedelig og hverdagsagtig. Her kom der lidt kulør på hverdagen, og barnet var super glad !

onsdag den 7. november 2012

Træstammer - i den sundere udgave!

Jeg starter lige ud med at undskylde på forhånd! Undskyld at jeg ikke har opdateret, at jeg ikke har lagt gode mælkefrie opskrifter ud. Undskyld mange gange! Jeg har været underdrejet alt muligt. Har haft en masse kampe der skulle tages, det har jeg stadig, så bloggen er bare kommet i sidste række. Men for at råde bod på det nu, vil jeg give jer en opskrift på lidt usundt som faktisk også er lidt sund. Kan i mon gætte hvad det er?
Det er nemlig rigtigt, en træstamme, endda en sund træstamme! Normalt laves de jo af kagerester, og jeg tænkte at det må da kunne lade sig gøre at lave dem lidt sundere, eller hvad? Vil det stadig være lige så godt? Vil det stadig smage som det skal smage?

Ja og nej er svaret, en træstamme er og bliver kun en træstamme hvis den er lavet på kagerester, men den her er meget derhen af! Bestemt!
Jeg har valgt at lave en marcipan selv, så der skal i starte ud, så den lige kan ligge lidt på køl og samle sig til en lækker masse!

Hjemmelavet grov marcipan: 

190 gram mandler
190 gram florsukker
1 bæger æggehvide eller ca 1-1½ æg (jeg brugte hviden fra et stort æg)

Mandler hakkes i blenderen, foodprocesser eller hvad du nu har, det skal være mel. Da jeg godt kan lide en lidt grovere marcipan, vælger jeg ikke at tage skalden af! Når mandler er hakket til mel, blander du sukkeret og hviden i og så ælter du det ellers bare i hånden til en samlet masse. Skal det være rigtig sjovt farver du med lidt pastafarve. I en pose eller skål og på køl med det, når det er æltet fint sammen.

Træstammer:
2 dl rosiner
2 dl dadler
1 dl abrikoser
1 dl mandler
1 dl hasselnødder
1 dl kokosmel
6 spsk stærk kaffe
1 moden banan
1/2 dl kakao (jeg kom nærmere 1½ dl i og kunne sagtens tåle mere - jeg bruger raw kakao)
3 tsk romessens
1/2 tsk kanel
1/2 dl havregryn

Det hele blandes i en foodprocessor til en ensartet masse. Hvor grov du ønsker det er op til dig! Formes til små træstammer. Jeg fik 14 af passende størrelse ud af denne portion. Stilles på køl.

Imens ruller du marcipanen ud i passende tykkelse. Max en halv cm vil jeg mene, ellers kan det hurtigt blive for kvalm! Husk at drysse bordet med florsukker så det ikke hænger i. Alle træstammer pakkes ind i en rulle marcipan.

Husk enderne ikke skal dækkes!

Stil på køl og gå igang med chokoladen.

Raw Chokolade til at dyppe enderne med:

50 g Kakaosmør
30 g Raw kakaopulver
3 spsk agavesirup
et knips himmalaya eller havsalt (salt i chokoladen, får den til at smage sødere og mindre bitter)
et drys vanille

Kakaosmør smeltes forsigtigt over et vandbad. Når det er smeltet blandes de resterende ingredienser i og chokoladen er klar til brug.

Tag træstammerne ud af køleskabet og dyb begge ender i chokolade og lad størkne før de nydes og spises hver og en!

Du kan sagtens køre den lette vej og bare nøjes med købemarcipan og købechokolade, det er ikke forbudt. Men jeg synes det er sjovt at lave det hele fra bunden. Det er god læring for børnene og de får hurtigt et helt andet forhold til mad og snoller!

Men mange ting er sket, siden jeg sidst skrev her på siden. Jeg holdt i år en dejlig fødselsdag med en flok venner og blev overordentligt begavet. De gav mig en opvaskemaskine som en samlet gave. Så så man mig stå der og tude af glæde. Den var meget kærkommen!
Desværre har mine led fået det dårligere. Rigtig meget... Jeg er afhængig af krykker næsten dagligt, pga smerter. Jeg er blevet sendt videre til undersøgelser og går bare og afventer. Det er ulideligt. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg bare håber at de finder et eller andet, så der er et svar. Så jeg kan få den rette behandling.

Julen nærmer sig og jeg vil gøre hvad jeg kan, for at lægge gode mælkefrie opskrifter på julebagværk. Hvis der er bestemte ting du gerne vil have, så sig endelig til. Hold mig nu fast på, at jeg skal blive bedre til det her, ikke?

Og rigtig dejlig dag til jer!
Der var en fejl i denne gadget