Sider

mandag den 25. april 2011

At holde en mælkefri fødselsdag...

Nå - nu har jeg godt med ro i hytten, jeg har smidt fødderne op, efter en dejlig dejlig dag på Bakken og i Dyrhavsparken med skønne mennesker. Både knægten og jeg var godt brugte, da vi kom hjem.

Den 26. Marts holdt vi sønnikes 4 års fødselsdag. Det var en stor dag for ham og han havde glædet sig meget til dagen. Mest af alt, fordi jeg havde lovet ham lagkage, og at lave en mælkefri lagkage kan godt sætte sine begrænsninger, men jeg formåede at gøre det i stor stil, og der var vidst ingen der opdagede at der ikke var mælk i. Tværtimod var gæsterne overraskede over, at alt der blev serveret, var mælkefrit.

Derfor får i her opskriften på nogle af de lækre ting vi lavede.

Jeg lavede to forskellige lagkager. En med hvid bund og en med chokoladebunde. Opskriften på bundene følger her:

4 æg
160 g sukker
1 stor spsk vand
1 tsk vanille
1 knsp salt
(3 spsk cacao hvis man vil lave mørke bunde.)
120 g mel
1 tsk bagepulver

Pisk æggene heftigt med sukker, vand, vanillie og salt (cacao) til en luftig mousse ca 5 min
Si mel og bagepulver i og vend det med let hånd
Bages ca 15 min ved 175 grader.
Portionen passer til en stor bradepande.

Derefter skar jeg bare hver store plade i fire stykker, så det gav to fine firkantede lagkager. De smagte virkelig godt bundene!

I den lyse kom jeg hindbærmarmelade i, lidt bananskiver og så bare noget flødeskum blandet med hjemmelavet kagecreme imellem. Jeg havde købt en piskbar soyafløde.

Den brune lagkage lavede jeg en lækker creme af fløden blandet med hjemmelavede makroner der blev knust, og så en pose blandede skovbær i der blev blandet godt rundt. Hele lagkagen blev så bare lagt sammen på den måde og smurt over med cremen.

Jeg vil indrømme at begge smagte skønt ;)

Derudover serverede jeg lækre gulerodsbrud:

50 g gær
5 dl lunkent vand
9-1200 gram hvedemel
75 g rørsukker
15 g havsalt
75 g blødt smør (bruger den svenske carlshamn)
2 æg
150 g solsikkekerner
4 gulerødder, skrællede og groft revet

Hæld det lunkne vand i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt hvedemel, sukker og salt - ælt det sammen i skålen (jeg gjordet det nu på køkkenbordet), ælt så det bløde smør ind i dejen. Ælt den i ca. 6-8 minutter, så den er godt gennemarbejdet og det bliver til en god og smidig dej. Lad dejen ligge og hæve på et melet køkkenbord, med et klæde over, i ca. 1 time. Lav en fordybning i midten af dejen, slå æggene ud i fordybningen. Kom solsikkekerner og de revne gulerødder ned til æggene. Fold dejen sammen til en stor bolle og brug en kniv eller en metalskraber til at hakke dejen i småstykker med. Sørg for hele tiden at samle æggene op og ind i dejen. Dejen skal ikke være jævn, men bare sammenhængende a la en hakkebøf. Når dejen er hakket helt i småstykker, deles den i 12-15 "klatter", som forsigtigt løftes med en metalskraber eller en paletkniv over på bageplader med bagepapir. Lad dem hæve i endnu 1 time og bag dem så ved 220 grader i ca. 12-15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl gulerodsbrudene på en bagerist. De smager virkelig vidunderligt de her gulerodsbrud og jeg kan kun anbefale at bage dem !

Der blev også serveret rawfood citrontærte:

Bund
4½ dl dadler
4½ dl valnødder
(eller blandede nødder)


Fyld
2½ dl dadler
1 tsk vanilje
½ presset citron
evt. lidt vand


Pynt
Reven citronskal eller kokosmel.

Kom dadler og valnødder i en foodprocessor og blend indtil konsistensen er fugtig og begynder at samle sig (dette kan tage et par minutter). Fordel massen på bagepapir i en springform eller tærteform. Dette udgør dejen i din tærte.

Hvis dadlerne er meget tørre, er det en god idé at lægge dem i blød først, indtil de er svampede. Kom dadler, vanilje og citronsaft i en foodprocessor og blend indtil konsistensen er cremet. Placer cremen ovenpå tærtedejen og kom tærten i køleskabet i minimum 3 timer. Pynt med reven citronskal eller kokosmel og server.

Og yderst lækre rawfood kokostoppe:

5 dl kokosmel
3 dl macadademianødder (kan erstattes af cashew)
3/4 dl agavenektar
3 spsk kokosolie
1 tsk vaniliepulver

Læg nødderne i blød 3-4 timer og blend dem derefter til groft mel.

Kom alle ingredienser i en skål og bland det sammen. Form til små toppe og stil på køl et par timer. Nyd derefter. De smager rigtig godt og lækkert!

Så altså, alt i alt en rigtig lækker og mælkefri fødselsdag helt smertefrit og alle gæster gik glade og mætte herfra ;)

Ingen kommentarer: