Sider

søndag den 28. november 2010

Lækre pebernødder og stærk chili relish!

Den står på julehygge i det lille hjem. I dag fik knægten besøg af nissen. Han havde stillet pussen (hjemmeskoen) i vinduet, lagt et par pebernødder, og håbede meget på at nissen byttede med en gave her til morgen.
Da han stod op var han meget hurtig til at komme hen i vinduet og kigge efter gave - og sørme nok om han ikke var heldig! Der lå jo en fin lille pakke til ham og ventede, samt en lille personlig hilsen fra nissen. Han var meget glad og tilfreds.

Men for at kunne give pebernødder krævede det jo at vi fik nogle bagt, så i går tilbragte vi dagen med at være meget kreative i køkkenet. Vi bagte pebernødder, honningkager, rugbrød, syltede rødbeder og lavede chili relish. Derfor må i vel hellere få et par opskrifter ;)

Pebernødder med appelsinskral:

ca 3-400 stk alt efter størrelse

250 g blødt magarine (smør hvis du tåler mælk - jeg bruger den svenske Carlshamn smør der er mælkefri og smager godt)
250 g sukker (ca. 1½ dl)
2 æg
2 tsk revet appelsinskal (svarer ca til skal af en økologisk appelsin)
550 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
½ tsk stødt hvid peber (vigtigt at det er hvid peber for smagens skyld)

Rør smør og sukker godt sammen. Rør æg og appelsinskal i. Bland de øvrige ingredienser og vend dem i smørblandingen. Saml dejen til den er glat og smidig. Del dejen i 16 stykker og tril dem til pølser (ca. 22 cm). Skær hver pølse i ca. 22 stykker og tril dem til små pebernødder. Læg pebernødderne på en plade med bagepapir og bag dem øverst i ovnen, ved 200 grader i ca 10 minutter. Lad afkøle godt inden de kommes på dåse, så de bliver sprøde!
Jeg kan godt lide smagen af appelsinskal, det giver en dejlig frisk pebernød, som både børn og voksne synes om!

Og så chilirelish:

200 g. rød peber eller snack pebre
100 g. rød eller grøn chili
1 fed hvidløg
4 spsk. lagereddike
1 dl. vand
2 spsk. sukker
1 spsk. groft salt
2 spsk. olivenolie
1 tsk. Atamon

Fjern kerner og stilk fra peberfrugten. Fjern stilkene fra chilierne (men lad kernerne blive – det er der, det stærke sidder). Skær det hele i mindre stykker og hak det helt fint sammen med hvidløg – gerne i en foodprocesor eller minihakker med stavblenderen.
Varm olien i en gryde og steg den finthakkede peber-hvidløgsblanding til det lige akkurat begynder at brune. Tilsæt de øvrige ingredienser, undtagen Atamon, og lad det stå og boble i 10 minutter til det er kogt sammen.
Skyl et sylteglas i vand med Atamon. Hæld relishen på glasset, lad det køle af og skrug låget på. Opbevares på køl.

Og husk nu ikke at klø dig i øjnene, når du har gang i dette ;o) Det smager godt og kan bruges til mange ting. Vi bruger det som dip til chips, grøntsager osv, eller i burgeren og andre spændene ting - det er også godt ovenpå pizzaen lige før servering.
Det giver ca 300 ml relish når det er færdig.

Ellers har vi brugt søndagen på at være ude i sneen og råhygge - der er blevet bygget en lille snemand, og kastet med masser af sne. Det var skønt at være ude og lege barn igen. Jeg elsker sne og synes det er virkelig smukt !

Ingen kommentarer:

Der var en fejl i denne gadget